Der findes to slags økonomisk ulighed – indkomstulighed og formueulighed. Den ene er en strøm (“flow”) og den anden er en beholdning (“stock”). I en kapitalistisk markedsøkonomi bruges formuer til at skaffe yderligere indkomst. Beholdningen genererer en strøm. Penge – formue eller lån – investeres i kapital, arbejdskraft, materialer og energi, som sammen skaber varer af en højere værdi end de udgifter der er ved at anskaffe de førstnævnte. Varerne sælges og giver et overskud, efter at udgifterne er betalt. Overskuddet kaldes også profit, og er den del af indtægterne der går til ejerne af virksomheden og dens kapital.
Indkomstulighed betyder at nogle personer får mere af virksomhedens indtægter end andre. Det er lederne og ejerne der får mest, mens de ansatte kun får en mindre del hver. Formueulighed betyder at nogle ender med at have større beholdninger af penge sparret op, som kan være investeret i kapital, værdipapirer, fast ejendom, jord, guld og andre aktiver.
Den franske økonom Thomas Piketty har bevist at formuer normalvis vokser hurtigere end økonomien som helhed. Det betyder at uligheden er væsentlig og stigende. Indtægterne fra arbejde er mindre end dem fra formuer. Piketty har endda bevist at de største formuer vokser hurtigere end mindre formuer. Historisk set har det som regel været sådan, at økonomien vokser med mindre end 2% om året, at formuer gennemsnitligt vokser med 6-8% om året og at de allerstørste formuer vokser med op til 12%.
Hvis ulighed skal reduceres, er der reelt kun nogle få måder at gøre det på. Den mest kendte er beskatte store indkomster mere end små og at beskatte formuer. Det er altså muligt at reducere ulighed ved at gribe ind med beskatning i såvel strømmen af indkomster som beholdningen af formuer.
En anden mulighed er at reducere uligheden i indkomster ved at rykke den andel af virksomhedens indtægter der går til henholdsvis almindelige lønninger, ledelsens lønninger og ejernes profit. Det ville enten kunne gøres ved at arbejderne kunne forhandle sig til eller kræve højere lønninger, eller ved lovgivning om at større ulighed i løn ikke var tilladt. Stærke fagforeninger har som regel været en forudsætning for at reducere ulighed gennem forhandling, og siden 1980’erne er arbejderbevægelsen blevet væsentligt svækket i den vestlige verden.
Der er en tredje og sidste måde at reducere uligheden i indkomster på. Den er at give en form for overførsel, tilskud eller basisindkomst – enten til de mere trængende på betingelse af lav indkomst og evt. formue, eller ubetinget til alle. Supplerende indkomst eller borgerløn kan desuden reducere formueuligheden, hvis de følger eller overstiger inflationen og muliggør opsparing – og hvis de forårsager større inflation, sådan at formuerne – og penge generelt – taber købekraft hurtigere end lønningerne, overførslerne og borgerlønnen stiger.
Uligheden i formuer kan også reduceres på flere forskellige måder. De værdier som formuerne som regel bliver investeret i, får deres værdi af deres evne til at generere indtægt eller af at beskytte mod pengenes tendens til at tabe købekraft. Den første og førnævnte mulighed – at beskatte formuer og især de store af dem – reducerer ikke nødvendigvis uligheden. Hvis beskatningen er lavere end indtægten fra formuerne, vil indtægten stadig kunne spares op og potentielt få de store formuer til fortsat at vokse og at vokse mere end de mindre formuer. (Man kan betragte arveskat som en særlig form for formueskat, hvor formuen midlertidig går fra at være en beholdning til at være en strøm af indkomst for arvingen.)
En anden mulighed er ganske enkelt at beslaglægge kapital, værdipapirer, fast ejendom, jord og andre aktiver. Værdierne kan fordeles til alle, eller de kan overtages af staten eller en anden offentlig myndighed. Ejerskabet over virksomhederne kan også komme på offentlige hænder, eller det kan overdrages til de ansatte. Hvis driften af virksomhederne også overtages, giver det i øvrigt mulighed for at ændre fordelingen af deres indtægter.
En tredje og måske fjerde måde at reducere uligheden i formuer på er at forårsage et tab af kapitalens værdi. Som nævnt består værdien af kapital i dens evne til at generere indtægt. Hvis den evne forsvandt, så ville kapitalens værdi også gøre det. Kapital der har tabt evnen til at give profit, er et eksempel på hvad der kaldes for strandede aktiver (“stranded assets”). Enten kan denne evne begrænses eller helt afskaffes med lovgivning imod det relevante produkt eller produktionsformen, eller beskatning af de samme. Eller også kan et nyt konkurrerende, bedre eller billigere produkt udvikles, sådan at den kapital der egner sig til at fremstille det gamle produkt, ender med at “strande” af denne grund. Forbrugerne vil jo ikke længere købe det gamle produkt. (Yderligere kunne man forestille sig at forbrugerne simpelthen mistede smag for det pågældende produkt, men den mulighed er ikke oplagt politisk.) Som et konkret eksempel tales der for tiden meget om risikoen for at aktiverne i den fossile industri kommer til at strande grundet udviklingen af billig vedvarende energi.
Det omvendte af formuer er gæld, mens renter og afdrag kan betragtes som negativ indtægt. Den samme logik gælder som normalt. Når en person har gæld, reducerer afdragene vedkommendes indkomst og overfører den til andre, som ofte har flere penge. De fattigste vil som regel have mere gæld i forhold til deres indkomst, og det til højere renter; hvilket ensbetydende med økonomisk ulighed. Og eftergivelse af gæld ville dermed være en måde at reducere uligheden, ved at ophæve dens evne til at generere indtægt til udlånerne.
Med hensyn til ulighed skal det dog bemærkes, at uligheden i formuer ikke nødvendigvis reduceres af at et nyt, bedre og billigere produkt kommer på markedet. Hvis det nye produkt fremstilles i en virksomhed og med kapital, som ejes af de samme få ejere, så kommer profitten stadig til at gå til dem. Det betyder at uligheden i formuer kun reduceres, hvis nye virksomheder og kapital ikke ejes som del af store eksisterende formuer, men i stedet af det offentlige, af befolkningen eller af medarbejderne.
I den nuværende globale situation skal der udvikles nye bæredygtige produkter og produktionsformer, som kan erstatte de gamle. Denne grønne omstilling kan enten bevare den eksisterende ulighed i indtægter og formuer, hvis de nye virksomheder og kapital havner på de samme hænder som de gamle. Den italienske økonom Mariana Mazzucato har dokumenteret, at det hidtil ofte har været sådan, at nye teknologier er blevet udviklet i det offentlige – eller i partnerskaber mellem det offentlige og det private – og at produktion og profit derefter er blevet overdraget til store private virksomheder.
Det politiske spørgsmål er hvordan fødevarer, energi, boliger, tøj, forbrugsgoder og transport kan udvikles, produceres og leveres på nye bæredygtige måder, og hvordan de nye virksomheder, kapitalen og produktion kommer på fælles hænder. Jorden og landbruget bør være fælleseje. Lokalsamfund bør eje deres egne forsyningsselskaber. Medarbejdere bør eje de virksomheder, hvor de lægger deres arbejdskraft. En gavmild borgerløn er en enkel måde at give alle adgang til basale fornødenheder og reducere værdier af ophobede formuer. De private bankers evne til at skabe penge og vedvarende puste prisen på boliger op, sådan at det ikke fortsat er bankerne og de eksisterende formuer der suger stadig større andele af almindelige menneskers indtægter til sig.
Pædagogisk psykologi og samfund 