Reportage fra Moderniseringsstyrelsen og jobs til snakketøj

I går sendte Baglandet på P1 en reportage fra djøf-land – også kendt som Moderniseringsstyrelsen.

En journalist havde besøgt styrelsen, mens den stadig var i gang med angiveligt at forhandle en ny overenskomst på vegne af staten. Derinde havde han interviewet nogle af lederne og de ansatte djøf’ere.

Det var præcist lige så rædsomt at høre på, som man kunne have forestillet sig.

I udsendelsen indgik klip fra nogle instruktionsvideoer, som bruges til at lære offentlige ledere at motivere deres ansatte til at yde mere samt at håndtere “udfordrende ansatte” og forskellige typer af “problemdeltagere” på møder.

Den første interviewperson, specialkonsulenten Tanja, fortalte at hun sidder med den “arbejdsgiverpolitiske del af vores forretning.”

“Forretning”? Det er hendes ord.

Hun forklarede at de i styrelsen “jo prøver at tage vores egen medicin,” hvilket blandt andet betyder at der kun er meget få stillingsbetegnelser. Man kan eksempelvis være fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent, men ikke så meget andet.

Der er skåret ind til benet.

Da journalisten så spurgte Tanja, hvordan hendes afdeling konkret arbejder på at udvikle de kompetencer der bliver brug for på fremtidens arbejdsmarked, bad hun ham slukke mikrofonen. Fortsæt med at læse “Reportage fra Moderniseringsstyrelsen og jobs til snakketøj”

Reklamer

Paradigmer i praksis? Har praksisser paradigmer? PPR som eksempel | Del 1: Forbilleder og symbolske generaliseringer

Nu til dags bruges begrebet “paradigme” ikke så ofte og fuldstændigt i flæng som det gjorde for 10-15 år siden. Der var en overgang hvor konsulenter, mellemledere, kommunalpolitikere, debattører og andre snakkehoveder evindeligt talte om at nu stod vi over for et “paradigmeskifte” og “det gamle paradigme” skulle revolutioneres og afløses af et nyt.

Al den snak havde selvfølgelig en del at gøre med den overophedede økonomi som var på randen til og endte med at bryde sammen i 2008. Der var masser af penge til bullshit og konsulenter og den dårligt gennemtænkte og stereotype jargon de havde med sig.

Begrebet om et paradigme har bare også en mere seriøs oprindelse, som det kan være værd at forstå. Den amerikanske fysiker, videnskabsteoretiker og historiker Thomas S. Kuhn (1922-1996) lancerede begrebet i sit hovedværk The Structure of Scientific Revolutions fra 1962 og havde stor indflydelse på den akademiske verden. Heri præsenterede han sin teori om videnskabernes historiske udvikling og fremskridt som præget af såkaldte paradigmeskift eller revolutioner.

Da misbruget af Kuhns begreber var på sit højeste var der paradigmer alle vegne og udtrykket “paradigmeskifte” betød ikke andet end “at lave om på tingene sådan at det hele bliver anderledes og spændende.” Og der var tit en forhåbning om at man kunne tjene en masse penge eller forbedre den offentlige service ved at snakke om det ønskede paradigmeskifte.

I en (faktisk udmærket) artikel har psykolog Henning Strand (2005) brugt begrebet til at beskrive ændringer af den måde, skolepsykologer arbejder på. Psykologer i PPR arbejder sammen med lærere, pædagoger, forældre og eventuelt elever blandt andre om at sikre at børn i vanskeligheder får den hjælp og eventuelt det særlige tilbud som de har brug for. Der er ganske rigtig sket en del ret store forandringer i hvordan PPR-psykologer arbejder. Det nye “paradigme” som Strand beskriver omtales oftest som konsultativt arbejde.

Jeg mener imidlertid ikke at paradigmebegrebet nødvendigvis er velvalgt, fordi det i Kuhns brug handlede om naturvidenskaberne. Psykologi er næppe en naturvidenskab, og pædagogisk psykologisk arbejde og rådgivning er indlysende nok slet ikke nogen videnskab, men en helt anden slags praksis.

Så jeg vil i denne todelte serie af opslag skitsere indholdet i Kuhns begreb og prøve at beskrive hvad det ville sige, hvis PPR og lignende instanser havde paradigmer. Jeg tager udgangspunkt i Bo Jacobsen og Finn Collins (2014) fremstilling (pp. 162-175). Fortsæt med at læse “Paradigmer i praksis? Har praksisser paradigmer? PPR som eksempel | Del 1: Forbilleder og symbolske generaliseringer”

Opdatering om partiernes økonomi i 2016

Det er blevet marts, det er mere vinter nu end det var i december, januar og det meste af februar, og vanen tro har Folketingets økonomikontor offentliggjort alle opstillingsberettigede partiers årsregnskaber … fra for to år siden.

Derfor har jeg også i år kigget regnskaberne igennem for at se hvad der viser sig. Partiernes primære indtægtskilder er selvfølgelig deres medlemskontingenter, den offentlige partistøtte beregnet ud fra stemmetal ved seneste Folketings-, Regionsråds-, Kommunal- og Europa-Parlamentsvalg, samt bidrag fra privatpersoner, virksomheder og foreninger. Partiernes samlede indtægter i årene 2001-2016 ser ud som følger. Den første graf viser indtægterne fordelt på rød og blå blok og den næste viser fordelt på samtlige partier i Folketinget.

Som det ses var rød bloks samlede indtægter lidt større end blås i 2016. Det samme var de været siden 2012. Blå blok var noget rigere i valgåret 2011, men i 2015 var rød bloks samlede indtægter lige nøjagtig lidt større.

Er vi ved at se en rød blok der bliver stærkere end blå rent finansielt? Tiden må vise det, men en mere markant tendens er stadig – for mig at se – at blå bloks indtægter skyder i vejret hvert valgår samt til dels året før et valg. Fortsæt med at læse “Opdatering om partiernes økonomi i 2016”

Postmodernismekritikkens dialektik

Steven Pinker har skrevet en kronik (der nu desværre er endt bag en betalingsmur) om de venstreorienterede postmodernistiske intellektuelle krig mod videnskaben for at promovere sin nye bog Enlightenment Now: The Case for Reason, Science, Humanism, and Progress.

Jeg har ikke læst bogen og kommer næppe heller til det. Så her er lige en gang ren spekulation fra min side … (Hvis det er for strengt, kan man i stedet læse denne anmeldelse.)

Spørgsmålet er for mig hvordan de humanistiske discipliners studier af naturvidenskaberne samt deres samspil med det omgivende samfund formes? Mit bud kommer længere nede …

Pinker har en slags bud i kronikken. Er det sandt, som Steven Pinker påstår, at venstreorienterede folk i humaniora og samfundsvidenskab bedriver en underlødig smædekampagne mod naturvidenskaberne og oplysningstiden, der uretmæssigt stilles til ansvar for de allerværste af menneskehedens historiske forbrydelser, såsom racisme, erobringer, folkemord og slaveri?

Pinker mener at kilderne til disse forbrydelser er langt ældre end det 18. århundrede, og at tidligere tiders dårlig racevidenskab blot har været en af de måder, hvorpå forbrydelserne til visse tider er blevet retfærdiggjort. Og endvidere at stadig bedre videnskab har fulgtes ad med en reduktion af racisme, folkemord m.v.

Som eksempler på denne smædekampagne fremhæver han Theodor Adorno og Max Horkheimers Oplysningens dialektik og Michel Foucaults arbejde:

It also figures in the works of postmodernist theorists such as Michel Foucault, who argued that the Holocaust was the inevitable culmination of a “bio-politics” that began with the Enlightenment, when science and rational governance exerted increasing power over people’s lives.

Det her er så gammelkendt en diskussion mellem humaniora og samfundsvidenskaberne på den ene side og naturvidenskaberne og deres fortalere på den anden, at det næsten gør ondt at bruge mere tid på den.

Im a glutton for punishment … Fortsæt med at læse “Postmodernismekritikkens dialektik”

Opdatering om partiernes økonomi og private bidrag i 2015

Partiregnskaberne for 2015 er blevet offentliggjort af Folketinget, og jeg har været langsom til at få skrevet om det. Som bekendt var 2015 et valgår og Lars Løkke Rasmussen blev den første Venstre-politiker der blev statsminister for anden gang efter at have været i opposition. Venstre dannede den forrige regering uden deltagelse fra de Konservative og Liberal Alliance, der først senere trådte ind i en ny regeringen efter at der – ifølge Anders Samuelsen – reelt havde været folketingsvalg.

Folketinget fik også et nyt parti da Alternativet kom ind med ni mandater. Her kan jeg beskrive Å’s og de andre partiers indtægter fra medlemmer og private donorer. Dansk Folkeparti havde i øvrigt den største fremgang med hele 15 mandater, mens Venstre tabte 13. I rød blok tabte både de Radikale og SF ni mandater. De Konservative blev det mindste parti på Tinge med blot seks mandater.

Sammenlagt blev 2015 næsten lige så dyrt et valgår i private bidrag som det dyreste – Helle Thorning-Schmidt og rød bloks sejr i 2011 – siden partiregnskaberne begyndte at blive offentliggjort i 2002 (hvori oplysninger om valgåret 2001 findes). 80,4 mio.kr. blev givet til partierne i 2015 mod 81,1 mio.kr. i 2011.

Partierne i rød blok modtog tilsammen ca. 29,6 mio.kr. i bidrag fra privatpersoner, virksomheder, fagforeninger og andre interessegrupper. Blå blok modtog ca. 50,9 mio.kr. De røde fik ca. 8,1 mio.kr. flere end ved sidste valg, og de blå fik 8,7 færre.

Private bidrag til de parlamentariske blokke

Rød bloks fremgang skyldes dog primært en meget stor fremgang til Radikale Venstre og Alternativets tilkomst. RV modtog ca. 10 mio.kr. i 2015 mod 2,5 i 2011. Og Å modtog ca. 2,8 mio.kr., hvilket jeg ser nærmere på nedenfor. Fortsæt med at læse “Opdatering om partiernes økonomi og private bidrag i 2015”

Vi er ikke bevidste om hvad vi ikke er bevidste om

Overskriften er muligvis et eksempel på det filosof Daniel C. Dennett kalder en deepity (nogen god dansk oversættelse findes næppe). Betegnelsen henviser til en bestemt slags tvetydige udsagn. De virker dybsindige og skelsættende, men er det i virkeligheden ikke. Disse udsagn får deres tilsyneladende effekt af to eller flere modstridende betydninger. En af dem er sand, men triviel; og en anden falsk, men ville være revolutionerende hvis den var sand.

Dennetts præsentation af begrebet findes i bogen Intuition Pumps and Other Tools for Thinking sammen med en lang række andre små filosofiske vignetter. Bogen giver en ret letlæst indføring i hans filosofi.

Det første eksempel Dennett giver på en deepity er udsagnet “love is just a word.” Ifølge ham vil en uopmærksom og ukritisk læser kunne få fornemmelsen af at udsagnet er sandt fra den trivielle tolkning, og samtidig blive ramt og rystet af den skelsættende. Hvis det var sandt at kærlighed ikke er andet end et ord, ville det jo sandsynligvis være en afgørende erkendelse for hvordan vi lever vore liv. Men det er det ikke. Man finder ikke kærlighed i en ordbog! Den sande og trivielle tolkning kan fremhæves med den analytiske filosofis konvention for at tale om ord ved at sætte dem i anførselstegn.* “Kærlighed” er et ord der starter med K og staves med ni bogstaver. Ordet henviser til noget andet – måske en følelse eller følelsesmæssig tilknytning – der bestemt ikke bare er et ord.

Resultatet er at personen bliver narret til at tro på en usandhed der virker dybsindig og betydningsfuld. Dennett påstår ikke at mange mennesker er dumme nok til at falde for netop dette eksempel, men han antyder at mindre åbenlyse eksempler er udbredte i filosofiens verden og mange andre steder.

Intuition Pumps indeholder masser af interessante oplysninger og overvejelser om tænkning, bevidsthed, fri vilje og evolution, hvoraf nogle få inspirerede min overskrift til dette opslag – uanset om den så er en falsk dybsindighed eller ej. Fortsæt med at læse “Vi er ikke bevidste om hvad vi ikke er bevidste om”

P1-dokumentaren “Voldtaget og anklaget”

For nylig genhørte jeg P1-dokumentaren “Voldtaget og anklaget” og begyndte at læse lidt op på voldtægter, voldtægtsforbryderes psykologi og forestillingen om at kvinder indgiver falske anmeldelser af voldtægt.

Dokumentaren er ret rystende både på grund af de udpenslede beskrivelser af en voldtægt og politiets håndtering af sagen. Hvis man kan klare at høre om sådan noget, kan man gøre det her. (Eller det vil sige; man kan lytte lidt endnu, for DR har det med at tage deres programmer ned fra deres webside efter noget tid.) Man kan også læse mit referat af dokumentaren i dette opslag, samt nogle yderligere relevante oplysninger.

I dokumentaren gennemgås sagen, offeret fortæller og forskellige eksperter kommenterer på den. De fire påståede gerningsmænd blev aldrig tiltalt af politiet, men de blev afhørt, og betjenten beskrev dem i sin rapport som nogle “troværdige ungersvende.” Og det påståede offer – der endte med at blive anklaget for falsk anmeldelse – udtaler i dokumentaren at hun ikke ville anmelde det hvis hun nogensinde blev voldtaget igen.

Nu kommer vi til noget af det rigtig grimme. Fortsæt med at læse “P1-dokumentaren “Voldtaget og anklaget””