Reportage fra Moderniseringsstyrelsen og jobs til snakketøj

I går sendte Baglandet på P1 en reportage fra djøf-land – også kendt som Moderniseringsstyrelsen.

En journalist havde besøgt styrelsen, mens den stadig var i gang med angiveligt at forhandle en ny overenskomst på vegne af staten. Derinde havde han interviewet nogle af lederne og de ansatte djøf’ere.

Det var præcist lige så rædsomt at høre på, som man kunne have forestillet sig.

I udsendelsen indgik klip fra nogle instruktionsvideoer, som bruges til at lære offentlige ledere at motivere deres ansatte til at yde mere samt at håndtere “udfordrende ansatte” og forskellige typer af “problemdeltagere” på møder.

Den første interviewperson, specialkonsulenten Tanja, fortalte at hun sidder med den “arbejdsgiverpolitiske del af vores forretning.”

“Forretning”? Det er hendes ord.

Hun forklarede at de i styrelsen “jo prøver at tage vores egen medicin,” hvilket blandt andet betyder at der kun er meget få stillingsbetegnelser. Man kan eksempelvis være fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent, men ikke så meget andet.

Der er skåret ind til benet.

Da journalisten så spurgte Tanja, hvordan hendes afdeling konkret arbejder på at udvikle de kompetencer der bliver brug for på fremtidens arbejdsmarked, bad hun ham slukke mikrofonen.

Vi hørte en afdelingsleder i styrelsen komme med deres egen udlægning af de berygtede gå-hjem-møder om de 10 % “low performers,” som styrelsen vurderer at der kan være ansat rundt omkring i det offentlige. Møderne handlede om at sætte fokus på den rolle som ledere i det offentlige har i forhold til low performers. En rolle der især går ud på at “være tydelig med forventninger om hvad de ansatte skal levere” og i sidste ende kan indebære at “den ansatte og myndighedens veje må skilles.” Disse gå-hjem-møder blev i øvrigt varetaget af afdelingen “Jura og pension,” fordi de handlede om hvordan den slags processer “skal køres igennem for ikke at træde ved siden af, og det opleves som en god proces på begge sider.”

Og da journalisten spurgte opfølgende om hvordan afskedigelser så egentlig burde finde sted, forstod afdelingslederen først ikke hvad det var han blev spurgt om.

Senere fortalte journalisten om indretningen og udsmykningen i de lokaler, som Moderniseringsstyrelsen bebor. Der er designerstole, væg-til-væg-gulvtæpper, store fladskærme og skulpturer af for eksempel en hest i fuld størrelse med en lampeskærm på hovedet.

Vi hørte også om styrelsens e-læringskurser om hvordan man “leder og faciliterer” møder, hvordan man “får succes som mødeleder,” hvordan man “får mere succes som mødeleder” og hvordan man “forankrer læring lokalt.”

Der blev læst op af barkortet fra den seneste fredagsbar, som var blevet afholdt mens overenskomstforhandlingerne var på vej til at gå i hårdknude. En fadøl var eksempelvis blevet omdøbt til en “Lockout.”

29-årige Asger blev blandt andet interviewet om sit arbejde som fuldmægtig i styrelsen. I øvrigt var Asger ikke selv med til fredagsbaren, men han synes at barkortet vidner om at djøf’erne derinde også er rigtige mennesker der “hygger og snakker og fortæller platte jokes.”

“Jeg vil gerne bede om en Lockout, tøhø.” “En Lockout, tak.”

Om sit arbejde sagde Asger – med en underligt bævende stemme – at “kerneopgaven er at komme med anbefalinger om hvordan man kan styrke offentlig ledelse.” Da Asger skulle fortælle om en af de konkrete anbefalinger, snakkede han om at man kan fokusere på nye ledere og lade mere erfarne ledere understøtte og oplære de nye. Journalisten spurgte så om det ikke bare er en åbenlys ting, og Asger svarede med stigende toneleje og hast i stemmen, “Jeg synes at mit arbejde egentlig giver god mening. Og når man fra politisk hold har sagt at det er vigtigt at kigge på ledelse i den offentlige sektor, så giver det mening; for det er dem der beslutter ting i vores land. Jeg synes det er et rigtig spændende område, og jeg ser personligt masser af potentiale i god ledelse. Jeg har haft mange forskellige ledere selvom jeg kun er 29 år, og jeg kan godt mærke forskel på når noget er virkelig godt og når noget er mindre godt.”

Hvorfor bliver 29-årige stakler sat til sådan et arbejde derinde?

I det mindste spiser de godt.

Der blev nemlig også fortalt om kantinen, som styrelsen – for skade – må dele med resten af bygningen. Den dag var der blandt andet stenbiderrogn med dildcreme, stegte sild, pariserfiletter og tatar med det hele på menuen.

Over 400 ansatte er der i styrelsen, og de skal da bestemt ikke sulte. Især ikke når de har så jobtitler.

Moderniseringsstyrelsen arbejder med at tage sin egen medicin, som vi hørte. Jeg gad godt vide hvordan tingene havde set ud, hvis de ikke gjorde.

***

Forresten har antropologen David Graeber sagt og skrevet en masse meget relevante ting om unyttige administrative jobs. Især hans essay “On the Phenomenon of Bullshit Jobs” udgivet i magasinet Strike!

Udgangspunktet for det essayet er den fortidige forventning om at den teknologiske udvikling ville muliggøre og medføre stadig mere automatisering af arbejde og deraf følgende afkortning af arbejdsdagen.

Der findes en dansk oversættelse, som jeg citerer lidt fra (med enkelte rettelser og redigeringer):

Teknologien er blevet brugt til at få os til at arbejde endnu mere. For at muliggøre det, er der blevet skabt jobs, der praktisk talt er meningsløse. Enorme grupper af mennesker – især i Europa og Nordamerika – bruger hele deres arbejdsliv på at udføre opgaver, de i al hemmelighed ikke tror, at det er nødvendigt at udføre. Den moralske og spirituelle skade situationen forvolder er gennemgribende. Det er et ar på vores kollektive sjæl, men alligevel er der stort set ingen der taler om det.

Det er værd at bemærke at den dansk oversættelse gengiver Graebers betegnelse bullshit jobs” som “skodjobs,” hvilket nok er noget misvisende. Graeber tænker ikke primært på jobs der er dårligt betalte, men på dem der ikke gør nytte, fordi de handler om papirnusseri og bureaukratisk konsultation.

Vi set en eksplosion inden for administrationssektoren snarere end i “service”-sektoren som sådan – og skabelsen af helt nye industrier såsom finansverdenen og telemarketing, eller den enestående udvidelse af sektorer såsom selskabsret, universitets- og sundhedsadministration, human resources og public relations.

Det er som om der sad nogen derude og fandt på meningsløse opgaver bare for at holde os allesammen i arbejde. Og præcis det er kernen i mysteriet.

Graeber lægger især vægt på at også private virksomheder opfinder denne slags jobs – hvilket jo helt strider med den ideologiske påstand om kapitalismens effektivitet. Men med hensyn til Baglandets reportage fra Moderniseringsstyrelsen er mysteriet jo i stedet, hvordan såvel socialdemokrater som borgerlige kan tro, at det offentlige vil blive gjort effektivt af en oppustet konsulentmasse, der tager tiden fra de stadig færre hænder, som skal levere den offentlige service? Det er bare højtbetalte skodjobs til papirnussere og snakketøj.

Der findes en hel klasse af professionelle, der – hvis du møder dem til en fest og indrømmer, at du laver noget, der måske kan anses for at være interessant (antropologi for eksempel) – helt vil forsøge at undgå at diskutere deres arbejde. Giv dem lidt at drikke, og de vil kaste sig ud i lange tirader om, hvor meningsløst og dumt deres arbejde i virkeligheden er.

Når Asger fra Moderniseringsstyrelsens første svar på et kritisk spørgsmål er, at han synes hans arbejde er meningsfuldt, så er det nok fordi han godt ved det modsatte.

Der er en grundlæggende psykisk vold involveret her. Hvordan kan man overhovedet begynde at tale om værdighed i arbejde, når man i al hemmelighed føler, at ens job slet ikke burde eksistere?

Befri Asger!

I vores samfund lader der eksempelvis til at være en generel regel om, at jo tydeligere ens arbejde gavner andre, jo mindre bliver man sandsynligvis betalt for det. Hvad ville der ske, hvis hele denne klasse af folk forsvandt? Sig hvad du vil om sygeplejersker, skraldemænd og mekanikere, men det er tydeligt, at skulle de forsvinde i en røgsky, ville konsekvenserne være øjeblikkelige og katastrofale. En verden uden lærere og havnearbejdere ville hurtigt være i problemer, og en verden uden science fiction-forfattere og ska-musikkere ville blive et betydeligt kedeligere sted. Det er knap så tydeligt, hvordan menneskeheden ville komme til at lide, hvis kapitalfondenes CEO’er, lobbyister, PR-folk, aktuarer, telefonsælgere, pantefogeder og juridiske rådgivere skulle forsvinde på samme måde. (Mange formoder om den måske ville forbedres mærkbart.)

Man kan læse lidt mere om David Graeber og se en video med ham her, hvor jeg har gjort mig et par tanker om nationale tests i folkeskolen og bureaukrati.

Hans ideer om “bullshit jobs” kommer snart udvidet i bogform, og jeg skal helt sikkert læse med!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s