Postmodernismekritikkens dialektik

Steven Pinker har skrevet en kronik (der nu desværre er endt bag en betalingsmur) om de venstreorienterede postmodernistiske intellektuelle krig mod videnskaben for at promovere sin nye bog Enlightenment Now: The Case for Reason, Science, Humanism, and Progress.

Jeg har ikke læst bogen og kommer næppe heller til det. Så her er lige en gang ren spekulation fra min side … (Hvis det er for strengt, kan man i stedet læse denne anmeldelse.)

Spørgsmålet er for mig hvordan de humanistiske discipliners studier af naturvidenskaberne samt deres samspil med det omgivende samfund formes? Mit bud kommer længere nede …

Pinker har en slags bud i kronikken. Er det sandt, som Steven Pinker påstår, at venstreorienterede folk i humaniora og samfundsvidenskab bedriver en underlødig smædekampagne mod naturvidenskaberne og oplysningstiden, der uretmæssigt stilles til ansvar for de allerværste af menneskehedens historiske forbrydelser, såsom racisme, erobringer, folkemord og slaveri?

Pinker mener at kilderne til disse forbrydelser er langt ældre end det 18. århundrede, og at tidligere tiders dårlig racevidenskab blot har været en af de måder, hvorpå forbrydelserne til visse tider er blevet retfærdiggjort. Og endvidere at stadig bedre videnskab har fulgtes ad med en reduktion af racisme, folkemord m.v.

Som eksempler på denne smædekampagne fremhæver han Theodor Adorno og Max Horkheimers Oplysningens dialektik og Michel Foucaults arbejde:

It also figures in the works of postmodernist theorists such as Michel Foucault, who argued that the Holocaust was the inevitable culmination of a “bio-politics” that began with the Enlightenment, when science and rational governance exerted increasing power over people’s lives.

Det her er så gammelkendt en diskussion mellem humaniora og samfundsvidenskaberne på den ene side og naturvidenskaberne og deres fortalere på den anden, at det næsten gør ondt at bruge mere tid på den.

Im a glutton for punishment …

Især én ting ved Pinkers fremstilling af Foucaults synspunkt skal rettes: Det rimer virkeligt dårligt med postmoderne tænkemåder, at nogen historisk begivenhed skulle være “uundgåelig”. Stik modsat lægges der vægt på at intet som udgangspunkt er uundgåeligt og at intet har én bestemt årsag (f.eks. oplysningstidens ideer).

Foucaults forskningsmetode bestod ofte i at undersøge skriftlige kilder der var samtidige med og havde forbindelse til historiske begivenheder af interesse (f.eks. nazistiske tekster og Holocaust), for derefter at gå baglæns gennem teksternes referencer. Han fandt frem til at mange af historiens ubehageligheder havde direkte eller indirekte henvisninger til f.eks. naturvidenskaberne og oplysningstiden. Derefter forsøgte han at beskrive hvordan gamle ideer blev genbrugt og justeret for at tjene senere tiders interesser. (Det mest velkendte eksempel er nok Hitlers forvrængede henvisninger, i bogen Mein Kampf, til evolutionsteorien, hvor han argumenterer imod raceblanding.)

Modsat Pinkers påstand var Foucaults ærinde som oftest at vise, at videnskab og oplysning ikke uundgåeligt fører til fremskridt. Han mente ikke at oplysningstiden var selve roden til Holocaust, men at såvel de største historiske fremskridt som de værste forbrydelser kunne have nogle af deres rødder i førstnævnte. Og han ønskede at oplyse os om at vi ikke kunne stole blindt på at videnskab og oplysning kun ville forbedre verden. Foucault ville måske have sagt, at Holocaust set i bakspejlet (og i lyset af tekster fra samtiden og langt tilbage) kunne virke nærmest uundgåelig, men det er noget andet.

Lige fra man er studerende på et universitet, stifter man bekendtskab med hele denne diskussion.

Når ret skal være ret, så kan man også godt finde eksempler på ringere postmoderne akademikere og studerende, som faktisk mener det, Pinker beskylder bl.a. Adorno, Horkheimer og Foucault for at mene. Man møder jo vitterligt folk der påstår at der ikke findes andet en sociale konstruktioner.

Nu tilbage til mit indledende spørgsmål …

En helt anden og helt berettiget kritik af postmoderne tekster er, at de er ofte dårligt skrevne og nogle gange nærmest ulæselige. Og denne ulæselighed åbner for en spøjs mulighed.

Mange – både kritikere som Pinker og fortalere – misforstår hvad postmoderne studier af videnskab og samfund går ud på. Selv de studerende der stiller sig på postmodernisternes side, har svært ved at forstå præcist hvad Baudrillard, Deleuze, Derrida, Lacan og Lyotard havde gang i.

Og hvordan lærer man som studerende hvad hver side mener om alt det her? Når postmoderne tekster er så svære at læse, og den modsatte fløj som regel skriver så klart og tydeligt; så får man måske i højere grad sin forståelse af, hvad postmodernisme går ud på fra dens kritikere.

Nogle af disse spirende “postmodernister,” der i højere grad har forstået postmodernismen gennem dens kritikere end dens store tænkere, bliver jo fremtidens toneangivende postmoderne akademikere og forskere.

Så formes postmoderne humaniora og samfundsvidenskab måske mere af hvad naturvidenskabeligt sindede akademikere skriver om den?

Ligesom naturvidenskab og oplysning ikke har en logik der nødvendigvis fører til fremskridt, indeholder postmodernisme heller ikke en forståelig kerne der styrer hvordan postmodernister praktiserer postmoderne forskning. Og det er da en meget postmoderne pointe …

Det vil jo så også betyde at hvis naturvidenskabens forsvarere ønsker sig mindre “postmodernisme,” så skulle de måske præsentere en mere korrekt version af hvad Foucault og andre mente. De kunne måske bidrage til at postmodernisterne ikke blev overfortolket og deres pointer ikke blev radikaliseret til ukendelighed … ved ikke selv at overfortolke?

***

Men det, jeg har det vildest over ved Pinkers kronik, er nok i virkeligheden følgende:

What happens to those who are taught that science is just another narrative like religion and myth, that it lurches from revolution to revolution without making progress, and that it is a rationalization of racism, sexism, and genocide? I’ve seen the answer: Some of them figure, “If that’s what science is, I might as well make money!” Four years later, their brainpower is applied to thinking up algorithms that allow hedge funds to act on financial information a few milliseconds faster, rather than to finding new treatments for Alzheimer’s disease or technologies for carbon capture and storage.

Det, må man sige, er en ny kritik af postmodernismen. Postmodernismen er skyld i at unge studerende vælger jobs den ødelæggende finanssektor?

Det er helt rigtigt at mange af de studerende, der senere får jobs med udvikling af software til data-drevet finansspekulation og dens slags, er uddannet fysikere.

Men hvor lærer disse studerende den postmodernisme, der er skyld i deres fravalg af akademisk fysik som levevej? Pinker afslører det ikke …

Og hvorfor er deres egne fysik-undervisere ikke bedre til forklare dem at vulgær-postmodernisme ikke holder?

Det er faktisk ganske velkendt at en fysikuddannelse er meget anvendelig i finanssektoren, og at jobsene der er ekstremt velbetalte.

Men ifølge Pinker er det den venstreorienterede postmodernismes falske desillusionering, der skubber unge forhenværende videnskabsidealister væk fra naturvidenskaberne og over på en karrierevej op til finanskapitalismens tinder? Den stereotype finans-bro var engang en idealistisk nørdet fysikstuderende?

Det lugter altså langt væk af rent opspind fra Pinkers side …

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s