Vi er ikke bevidste om hvad vi ikke er bevidste om

Overskriften er muligvis et eksempel på det filosof Daniel C. Dennett kalder en deepity (nogen god dansk oversættelse findes næppe). Betegnelsen henviser til en bestemt slags tvetydige udsagn. De virker dybsindige og skelsættende, men er det i virkeligheden ikke. Disse udsagn får deres tilsyneladende effekt af to eller flere modstridende betydninger. En af dem er sand, men triviel; og en anden falsk, men ville være revolutionerende hvis den var sand.

Dennetts præsentation af begrebet findes i bogen Intuition Pumps and Other Tools for Thinking sammen med en lang række andre små filosofiske vignetter. Bogen giver en ret letlæst indføring i hans filosofi.

Det første eksempel Dennett giver på en deepity er udsagnet “love is just a word.” Ifølge ham vil en uopmærksom og ukritisk læser kunne få fornemmelsen af at udsagnet er sandt fra den trivielle tolkning, og samtidig blive ramt og rystet af den skelsættende. Hvis det var sandt at kærlighed ikke er andet end et ord, ville det jo sandsynligvis være en afgørende erkendelse for hvordan vi lever vore liv. Men det er det ikke. Man finder ikke kærlighed i en ordbog! Den sande og trivielle tolkning kan fremhæves med den analytiske filosofis konvention for at tale om ord ved at sætte dem i anførselstegn.* “Kærlighed” er et ord der starter med K og staves med ni bogstaver. Ordet henviser til noget andet – måske en følelse eller følelsesmæssig tilknytning – der bestemt ikke bare er et ord.

Resultatet er at personen bliver narret til at tro på en usandhed der virker dybsindig og betydningsfuld. Dennett påstår ikke at mange mennesker er dumme nok til at falde for netop dette eksempel, men han antyder at mindre åbenlyse eksempler er udbredte i filosofiens verden og mange andre steder.

Intuition Pumps indeholder masser af interessante oplysninger og overvejelser om tænkning, bevidsthed, fri vilje og evolution, hvoraf nogle få inspirerede min overskrift til dette opslag – uanset om den så er en falsk dybsindighed eller ej.

***

For at demonstrere at bevidsthed ikke er det vi (eller de fleste af os) forestiller os at det er, opfordrer Dennett til at man laver en lille øvelse med sig selv. Man vil formentlig blive overrasket over resultatet. Det gjorde jeg da jeg første gang læste om den i anden af Dennetts bøger Consciousness Explained.

Man skal bruge et helt almindeligt blandet sæt spillekort. Dennett anbefaler at man sætter sig foran et spejl, men det er strengt taget ikke nødvendigt. Det helt afgørende er at man fastholder sit blik på et punkt der er lige midt frem for ens ansigt. Bag om ryggen tager man et tilfældigt kort fra spillet og holder det ud til siden i strakt arm, så det er lige uden for ens synsfelt og billedsiden vender hen mod ens hoved. Man vrikker med kortet mens man langsomt fører kortet fremad ind i ens synsfelt – stadig med strakt arm. Mens man bevæger kortet må man ikke komme til at se direkte hen på det. Man fortsætter med at vrikke med kortet hele vejen hen til midten af ens synsfelt, sådan at kortet altså ende med at være lige i det punkt som man hele tiden har stirret på.

Det overraskende er hvor tæt kort skal på ens fokuspunkt for at man kan se kortets farve, kulør og tal (eller billede). Ude i periferien af ens synsfelt vil man kun kunne se noget bevægelse (at kortet vrikker), men ikke hvad der bevæger sig (og ingen farve). Tættere på fokus vil måske kunne fornemme om det er et tal- eller billedkort, men man vil stadig ikke kunne se farven og da slet ikke den specifikke kulør eller tallet. Stadig tættere på midten kan man se farven, men endnu ikke kulør og tal. Man vil nok blive overrasket over hvor tæt kortet skal på midten af ens synsfelt før man kan se dets farve og aflæse dets kulør og tal.

Vi ser ekstremt utydeligt og er farveblinde bare et lille stykke ude i periferien. Men vi er ikke bevidste om det. Hvordan kan det være at vi ikke lægger mærke til noget så basalt som at vi ikke kan se farver med vort perifere syn? For at få Dennetts svar på det spørgsmål vil jeg anbefale at man læser Consciousness Explained. Der er flere eksempler i Intuition Pumps på ting vi ikke er bevidste om at vi ikke er bevidste om.

***

Prosopagnosi er en kognitionsforstyrrelse hvorved en person har svært ved eller slet ikke kan genkende ansigter på folk som han eller hun kender i forvejen. Det kaldes også ansigtsblindhed. (Betegnelsen kommer af det græske “prosopon” der betyder ansigt, og “agnosia” der betyder ukendskab.) Synssansen hos personer der lider af prosopagnosi fungerer som regel normalt på alle andre måder. De kan fortælle om det menneske de ser på, er en mand eller en kvinde, ung eller gammel og om vedkommendes hud- og hårfarve m.v., og hvis de hører personens stemme kan de også identificere vedkommende, men hvis de kun ser vedkommende, kan de ikke – heller ikke selvom det er deres ægtefælle, børn eller forældre.

Hvis man stiller personer med prosopagnosi den opgave at vælge det rigtige navn på en afbilledet person, så klarer de sig som hvis de valgte tilfældigt (hvilket de jo også gør). Men måler man samtidig deres galvaniske hudmodstand, så viser den et udslag når det rigtige navn læses op for dem.

Det betyder at der må være mindst to nogenlunde uafhængige genkendelsessystemer i hjernen, hvoraf kun det ene har at gøre med bevidst genkendelse og sproglig kommunikation. Hos personer der lider af prosopagnosi fungerer det andet tilsyneladende normalt.

En anden forstyrrelse kaldet Capgras syndrom er – med hensyn til hjernefunktioner – den omvendte tilstand af prosopagnosi. Personer der lider af Capgras syndrom er i stand til at genkende ansigter, men de er overbeviste om at en eller flere af deres nærmeste er blevet udskiftet med identiske dobbeltgængere. Hos personer med Capgras syndrom fungerer den bevidste genkendelse af ansigter normalt, men den ubevidste genkendelse som producerer følelsesmæssige reaktioner, er læderet. Dermed kan personer med Capgras syndrom sagtens se, at det menneske der står over for dem, ligner deres nærmeste på en prik, men vedkommende “føles ikke rigtig.” Der findes eksempler på at personer med Capgras syndrom kan reagere så voldsomt at de kommer til at dræbe eller gøre alvorlig skade på deres nærmeste, på grund af deres overbevisning om at vedkommende er en svindler.

Personer med prosopagnosi og Capgras syndrom er som udgangspunkt ikke bevidste om at deres forstyrrelse. I milde tilfælde af prosopagnosi – som faktisk er relativt udbredte – kan folk godt trænes til at forstå deres vanskeligheder og udvikle kompenserende strategier. I sværere tilfælde og ved Capgras syndrom – der ofte er forårsaget af hjerneskader og neurodegenerative sygdomme – er muligheden for erkendelse meget mindre.

***

Det fascinerer mig at vi kan mangle bevidsthed om eller erkendelse af “det der mangler” i vores bevidsthed. Kan man bruge denne viden til noget mere praktisk (andet end at hjælpe personer der lider af prosopagnosi, Capgras syndrom og lignende forstyrrelser)? Sikkert ikke. Dennetts bøger kan under alle omstændigheder anbefales.

I min erfaring er eksempler som de ovennævnte også med til at fodre intuitionen om at vi ikke kan skaffe os viden om virkeligheden. Argumentet lyder som regel noget i stil med dette: “Vi ser slet ikke virkeligheden, men kun vores mentale billeder af den. Og vi kan ikke vide om virkeligheden ligner vores indre billeder. Så derfor er det helt umuligt at vide noget om verden eller at vide om nogle har ret og andre tager fejl.” Dem der fremfører argumentet ender som regel med at måtte indtage ekstreme filosofiske positioner såsom nihilisme, solipsisme eller fænomenalisme.

Her vil jeg ikke forsøge at komme med modargumenter, men blot antyde begyndelsen på et muligt svar. Videnskabelig viden minder ikke om at kunne se virkeligheden. Man får ikke viden ved én gang for alle at se virkeligheden, men ved at gå rundt i den, gå tæt på tingene, kigge efter detaljerne og “danne sig et overblik.” Det er bogstaveligt talt mere et spørgsmål om at undersøge virkeligheden og langsomt danne en idé om hvordan den er. Tænk på øvelsen med kortspillet. Den relevante pointe er at vi ikke ser lige godt alle steder i vores synsfelt. Derfor kræver det anstrengelse at “se” virkeligheden som den er og “bringe tingene i fokus.”

“At se” og “at vide” er begge det filosoffen Gilbert Ryle (der i øvrigt var Dennetts ph.d.-vejleder) kaldte succestermer. Det betyder at det kun er meningsfuldt at tale om at vi har set, når vi har været i stand til at se rigtigt.

Fodnote:

* Denne konvention kaldes på engelsk the use-mention distinction. Når man bruger et ord (use) sætter man det ikke i anførselstegn, men bruger det bare til at tale om det ordet henviser til. Når man nævner ordet (mention) for at tale om det, sætter man det i anførselstegn – ligesom man sætter citater i anførselstegn (man nævner hvad en anden har sagt). Efter min mening kan denne konvention være særdeles brugbar for psykologer der arbejder med socialkonstruktionistiske teorier. Men det er et emne til en anden gang.

Referencer:

Dennett, Daniel C. (1991). Consciousness Explained. Boston, MA: Little, Brown and Company.

Dennett, Daniel C. (2013). Intuition Pumps and Other Tools for Thinking. New York, NY: W.W. Norton & Company.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s