P1-dokumentaren “Voldtaget og anklaget”

For nylig genhørte jeg P1-dokumentaren “Voldtaget og anklaget” og begyndte at læse lidt op på voldtægter, voldtægtsforbryderes psykologi og forestillingen om at kvinder indgiver falske anmeldelser af voldtægt.

Dokumentaren er ret rystende både på grund af de udpenslede beskrivelser af en voldtægt og politiets håndtering af sagen. Hvis man kan klare at høre om sådan noget, kan man gøre det her. (Eller det vil sige; man kan lytte lidt endnu, for DR har det med at tage deres programmer ned fra deres webside efter noget tid.) Man kan også læse mit referat af dokumentaren i dette opslag, samt nogle yderligere relevante oplysninger.

I dokumentaren gennemgås sagen, offeret fortæller og forskellige eksperter kommenterer på den. De fire påståede gerningsmænd blev aldrig tiltalt af politiet, men de blev afhørt, og betjenten beskrev dem i sin rapport som nogle “troværdige ungersvende.” Og det påståede offer – der endte med at blive anklaget for falsk anmeldelse – udtaler i dokumentaren at hun ikke ville anmelde det hvis hun nogensinde blev voldtaget igen.

Nu kommer vi til noget af det rigtig grimme. Kvinden vågnede i sit hjem, i sin datters seng (datteren blev passet) sammen med en fremmed mand. Hun havde blå mærker og rifter på kroppen og kunne dårligt rejse sig op. Hun kunne ikke huske noget, så manden fortalte at hun havde haft sex hele natten med ham og tre af hans venner, hvorefter han tog sine ting og gik. Lejligheden var raseret, mange af hendes ting var smurt ind i babyolie, der var blod på væggene, badeværelset var oversvømmet og hun fandt en blodig, knækket agurk stadig pakket ind i plastik, som var blevet brugt til at penetrere hende både i skeden og endetarmen.

Aftenen forinden var kvinden taget i byen med en veninde. I dokumentaren forklarer hun at hun intet kan huske fra natten eller hvordan hun havde mødt de fire mænd, men at hun kender sig selv og sine præferencer og vaner med hensyn til sex. Og hun er sikker på at hun aldrig ville have deltaget frivilligt i det der måtte være sket. Dagen derpå kontaktede hun sin søster som tog med hende til politiet for at anmelde voldtægten. Søsteren afgav en forklaring til politiet om at kvinden havde haft det dybt elendigt, rystede og havde meget ondt, kunne næsten ikke rejse sig fra sengen og græd, da søsteren fandt hende.

Lægen der undersøgte kvinden konstaterede at der var flere skader på hendes krop. Kvinden havde blandt andet to friske parallelle striber med kraftig hudrødmen imellem på halsen som var opstået ved stump vold. Hvordan striberne var opstået kunne ikke slås fast. Man kan forestille sig at det var kvælningsforsøg (uden nødvendigvis at være forsøg på drab) med fingre, reb eller en hård genstand. Hun havde også to blå mærker på venstre underarm og mærker på højre overarm. I dokumentaren fades oplæsningen af lægerapporten ud, så der har været mindst en yderligere skade som vi ikke hører om.

Politiet efterlyste de fire mænd, som meldte sig selv samme eftermiddag. I retten (i retssagen mod kvinden for falsk anmeldelse) fortalte mændene at de efter anmeldelsen havde mødtes for at diskutere hvad de skulle gøre. Da de mødte op hos politiet fik de imidlertid besked på at komme igen næste dag, fordi alle efterforskere var gået hjem. Dommeren lagde vægt på at mændene derfor havde fået mulighed for at samstemme deres forklaringer, hvorfor deres enighed om hændelsesforløbet ikke nødvendigvis gav grund til at tro på deres forklaring frem for kvindens. Hun endte altså med at blive frikendt for falsk anklage.

Da mændene blev afhørt dagen efter fortalte de selvfølgelig at kvinden havde deltaget helt frivilligt i oralt, analt og almindeligt samleje, og også i at bruge den ovennævnte agurk som beskrevet. I dokumentaren fortæller kvinden at mændene i retten havde virket overraskede eller uforstående over at hun følte sig voldtaget. Hun syntes ikke at deres forklaring gav mening, fordi hun havde tydelige skader på kroppen hvilket mændene måtte have kunnet se.

I retten fik kvinden en kort video optaget af en af de fire mænd at se. Kvinden forklarer i dokumentaren at videoen viste mændene have sex med hende. Hendes egen beskrivelse lyder: “Man kan ikke se at det ikke var frivilligt på den video. Man kan heller ikke se at det er frivilligt. Altså man kan se at vi har sex på denne her video, og at jeg på et tidspunkt falder ned af sengen og at de så hjælper mig op igen.” Ifølge dokumentaren optog mændene flere videoer på cirka samme tidspunkt, men dem slettede de igen. Politiet fik ikke disse videoer at se, kvinden fik ikke før senere at vide at der var optaget flere videoer, og politiet forsøgte ikke at få videoerne genskabt af deres teknikere.

Politiets efterforskning afsluttedes efter tre og en halv times afhøring af de fire mænd, hvor betjenten formentlig havde fået den førstnævnte video at se. De igangværende tekniske undersøgelser blev standset – herunder en håranalyse fra kvinden for at undersøge om hun var blevet bedøvet, eftersom hun intet kunne huske. Det fremgår at kvindens selv havde måttet bede om at få denne undersøgelse udført, men gennemført blev den altså ikke. Vi hører et citat fra betjentens rapport: “Herværende afdeling har haft fire troværdige ungersvende til afhøring som bekræfter at der er foregået et seksuelt forhold alle fem imellem, dog uden at der dog [sic] er indgået vold eller trusler.”

Kvinden fortæller i dokumentaren at hun havde på fornemmelsen at politiet havde opfattet hende som utroværdig og de fire mænd – der ifølge hendes beskrivelse alle havde kone, børn og fast arbejde – som det modsatte.

***

Efter at have lukket voldtægtssagen på baggrund af godt tre timers afhøring af de fire mænd der havde haft tid til at samstemme forklaringer samt et videoklip, valgte politiet at rejse sigtelse for falsk anklage mod kvinden – der efter den ovennævnte lægeundersøgelsen var beskrevet med skader på kroppen opstået ved “stump vold.”

Kvinden blev frikendt i retten. Dommeren lagde – udover de nævnte mangler i efterforskningen med hensyn til mændenes mulighed for at samstemme forklaringer, slette videoer og politiets forsømmelse af håranalysen – vægt på at “ret voldsomme handlinger udspillede sig med [kvinden] liggende på ryggen henover kanten på en bruseniche og således på en særdeles ubekvem måde.” Dommeren udtalte endda eksplicit at han eller hun fandt at “det måtte have formodningen imod sig” at kvinden var gået med til de seksuelle handlinger af egen fri vilje.

***

Efter gennemgangen af sagen bliver en række fagpersoner interviewet om den og om voldtægtssager generelt. Politiinspektør Bent Isager-Nielsen forsvarer politiets undladelse af videogenskabelsen og håranalysen med at som sagen tog form havde politiet mange ting der gav et relativt klart billede af at der var tale om en falsk anmeldelse. Han forklarer at politiet altid er på sandhedens og ofrenes side – uanset om det er ofre for voldtægt eller for falsk anmeldelse. Hvorfor de fire mænd havde slettet videoerne på nær én kan han ikke udtale sig om. Og hvorfor efterforskeren der forestod afhøringen valgte at beskrive mændene som “troværdige ungersvende” vil Isager-Nielsen efter en del umælende mumlen forsikrer han om at det var en erfaren efterforsker ledet af en meget kompetent efterforskningsleder, og han vil ikke gøre sig klog på om det er et godt udtryk at bruge. Han fortæller at han har læst sagen igennem og vurderer at den er efterforsket rigtig godt.

I dokumentaren gennemgås derefter en række statistikker om hvor ofte sager om forskellige typer forbrydelser kommer for retten. 26 procent voldssager hvor der er rejst sigtelse mod en formodet gerningsmand, opgives inden de kommer for en dommer. 27 procent af sager om sædelighedsforbrydelser opgives. Og i voldtægtssager er andelen 64 procent. Det vil altså sige at der derudover opgives endnu flere voldtægtssager hvor man aldrig får sigtet en mistænkt. De fleste sager droppes på “bevisets stilling” hvilket betyder at man ikke forventer at kunne bevise at den mistænkte har haft til hensigt at voldtage kvinden – altså at han måske ikke har været bevidst om at det foregik mod hendes vilje.

Næsten halvdelen af de sager hvor kvinden har skader på kroppen bliver afsluttet uden retssag. Som eksempel på en sag der blev henlagt uden at komme for en dommer, nævnes en kvinde der anmeldte sin ekskæreste for voldtægtsforsøg på et offentligt toilet, efter at han var fulgt efter hende hjem fra en tur i byen. Hun havde blodansamlinger og hævelser, og et vidne havde set hende forsøge at slippe væk. Politiet og anklagemyndigheden mente ikke at de kunne afvise mandens forklaring, så derfor blev sagen droppet.

Statsadvokat Jens Røn bliver også interviewet om de ovennævnte statistikker, men han vil ikke kommentere på om det er et tilfredsstillende antal voldtægtssager der kommer for en domstol. Han henviser til at voldtægtssager kan “rejse nogle bevisproblemer.” Det er nok bevisets stilling han hentyder til. Det nævnes i øvrigt at da interviewet skulle aftales gav Røns pressemedarbejder udtryk for at voldtægtsofres dårlige retsstilling blandt andet skyldtes at der er så mange falske anmeldelser. På spørgsmålet om hvorvidt dette også er Statsadvokaturens holdning, svarer Røn ret usammenhængende. Røn lover i dokumentaren – der blev sendt første gang i 2013 – at der vil blive set på om politifolk er dygtige nok til at efterforske voldtægtssager. I slutningen af genudsendelsen fra januar 2016 bliver han interviewet igen.

Ifølge læge Malene Hilden fra Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet der underviser politiet i voldtægtsofres reaktionsmønstre, står mistanken om falske anmeldelser højt på dagsordenen for danske betjente. De har ofte den opfattelse at der er mange falske anmeldelser og det vil meget gerne diskutere.

Det faktiske antal af falske anmeldelser må efter min mening betegnes som meget lavt. En rapport om falske anmeldelser udarbejdet for Det Kriminalpræventive Råd som en del af undersøgelse af voldtægtssager generelt, viser at der højst er 7,3 procent falske anmeldelser – og det ud fra en meget bred definition af falsk anmeldelse. Forskerne gennemgik samtlige anmeldelser over en treårig periode. Deres tal for falske anmeldelser omfatter også alle sigtelser for falsk anmeldelse hvor der ikke er faldet dom, og sager hvor politiet tror at der er tale om falsk anmeldelse uden at sigte kvinden. Hovedforfatteren til rapporten Maj-Britt Elise Martinussen bliver interviewet og fortæller at sager hvor kvinden bliver dømt for falsk anmeldelse kun svarer til 2 procent af alle voldtægtsanmeldelser.

Under arbejdet med rapporten spurgte Martinussen en række betjente om deres opfattelse af omfanget af falske anmeldelser. I rapporten står der:

Af samtaler med en del betjente fremgik det, at der findes en tilsyneladende ret udbredt opfattelse gående ud på, at antallet af falske anmeldelser af voldtægt er meget højt. Adskillige af de adspurgte mente bl.a., at der er tale om “rigtig mange” falske anmeldelser. Nogle sagde “halvdelen” – og en enkelt udtrykte det i samtalen således: “Du ved godt, at næsten alle anmeldelser om voldtægt er falske, ikke?”. Modsætningsvis var der én betjent, der gav udtryk for, at han bestemt ikke mente, der var mange falske anmeldelser.

Politiet har også selv forsøgt at undersøge omfanget af falske anmeldelser. En undersøgelse udført af tre politikredse viser angiveligt at 75 procent af anmeldelser i virkeligheden handler om hændelser der ikke kan kategoriseres under straffelovens begreb om voldtægt, og at omkring 20 procent af anmeldelserne er decideret falske – det vil sige at kvinden bevidst skulle have havde løjet. Ifølge Martinussen er resultatet af denne undersøgelse baseret på blot 50-60 voldtægtssager, hvorimod hendes rapport omfattede mere end 1000 sager.

I rapporten er der også en del eksempler på sager hvor politiet sigtede for voldtægt hvorefter der enten dukkede nye beviser op som førte til at voldtægtsmanden blev dømt, eller hvor gerningsmanden senere blev taget og dømt for en anden, lignende voldtægt. En af kvinderne berettede om en meget ubehagelig kriminalassistent der ikke troede på hende.

Trods eksemplerne på forkert retsforfølgelse mener Statsadvokat Jens Røn ikke at politiets ofte fejlagtige opfattelser om omfanget af falske anmeldelser fører til, at politiet (eller anklagemyndigheden) behandler den enkelte sag forkert. Læge Malene Hilden er af den modsatte opfattelse. På Center for Seksuelle Overgreb fortæller mange kvinder om at ubehagelige møder med politiet. Hun mener dog at politiet er blevet bedre til at afhøre ofre for voldtægt, men at altså de stadig er for optagede af muligheden for falske anmeldelser.

***

Under det nye interview med Jens Røn fortæller han at oplysningerne fra Martinussens rapport i dag indgår i politiets grunduddannelse. På spørgsmålet om ofrene stadig har en for dårlig retsstilling svarer Røn udenom og siger at anmeldelser om voldtægt skal tages meget alvorligt.

I 2015 udtalte sygeplejerske Hanne Baden Nielsen fra Center for Seksuelle Overgreb at de stadig modtog mange kvinder der følte sig uretfærdigt behandlet af politiet. Og Jens Røns egen overordnede hos Rigsadvokaten rejste samme år en kritik af politiets forkerte håndtering og registrering af voldtægtsanmeldelser, hvilket betød at anmeldelserne ikke kom til at fremgå i statistikkerne.

Jeg kommer nok til at skrive flere opslag om voldtægter og især om voldtægtsforbryderes psykologi i den nærmeste fremtid. Måske kan mine opslag bruges til at gøre folk klogere på problemerne med politiets holdninger og efterforskning og anklagemyndighedens arbejde.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s