Om at motivere en modvillig elev der ikke har været i skole længe

Hvordan kan man motivere en ekstremt modvillig skoleelev der ikke har været i skole i meget lang tid? Man kan hente inspiration i Albert Banduras begreb om self-efficacy.

Som skolepsykolog kan man få sager om børn der nægter at komme i skole, er modvillige til overhovedet at lave skolearbejde. Man vil som regel skulle rådgive lærere eller pædagoger der skal arbejde med disse elever. Der kan og er som regel mange årsager til at børn nægter at komme i skole og lave skolearbejde, men her fokuserer jeg blot på en mulig grund – nemlig en manglede fornemmelse af self-efficacy.

Et barn i den ovennævnte situation vil ofte være en dreng på 12-13 år, der næsten hele sin skolegang har haft konflikter med lærere og klassekammerater, er vred på næsten alt og alle, måske er perfektionistisk, selvkritisk og har en negativ opfattelse af egne evner samt har en lav frustrationstærskel i forhold til at føle at skoleopgaverne er svære og kræver indsats og udholdenhed.

Betegnelsen “self-efficacy” kan ikke rigtig oversættes til dansk, så jeg bruger den engelske.

Self-efficacy er ikke det samme som selvværd der som regel henviser til følelsen af at være god nok og en værdifuld person, og heller ikke det samme som selvtillid der ofte bruges om troen på egne evner inden for et nogenlunde bestemt område (god til sport, god til skolearbejde, god med hænderne). (I øvrigt er det desværre ret almindeligt at forveksle self-efficacy med det jeg her kalder selvtillid.)

Self-efficacy er fornemmelsen af at have en rimelig chance for selvstændigt at kunne løse lige netop den konkrete opgave man står over for lige nu og her, uden alt for store anstrengelser.

Det kan minde om selvtillid som beskrevet ovenfor, men er det ikke. Man kan f.eks. godt føle at man er god til matematik, men alligevel fornemme at man ikke har en chance for at løse en eller anden meget svær ligning.

Når man taler om self-efficacy skal der altså være 1) en konkret opgave foran personen, 2) personen skal kunne fornemme om han/hun har en rimelig chance for at løse netop denne opgave , 3) uden at det vil kræve meget store anstrengelser.

Dermed er self-efficacy ikke noget nogle personer har og andre ikke har. Det er et indtryk personen danner sig lige nu og her, i forhold til enhver ny opgave eller udfordring.

Forskningen viser at fornemmelsen af self-efficacy er ret afgørende for om en person er motiveret for at arbejde vedholdende på en opgave.

Det er primært erindringer af tidligere at have løst andre lignende opgaver uden for store anstrengelser, der afgør om personen får fornemmelsen af self-efficacy i forhold til den aktuelle opgave. Hvis personen kan huske at han/hun har løst lignende opgaver og har fornemmelsen af at de relevante evner og viden kan hentes frem, så vil han/hun opleve self-efficacy. Hvis personen i stedet kan huske lignende opgaver der har været frustrerende svære og har taget meget lang tid at løse eller slet ikke blev løst, så vil han/hun være modvillig til at gøre forsøget denne gang.

Så det første problem er at en dreng som den ovennævnte har været væk fra skole meget længe og formentlig ikke kan huske at han har løst opgaver der ligner dem han nu skal præsenteres for. Det er slet ikke sikkert at han har haft opgaver der minder om dem klassekammeraterne har nu.

Og som beskrevet ovenfor har han sandsynligvis en meget lav frustrationstærskel for hvornår opgaver kræver for store anstrengelser. Så hvis han kan huske lignende opgaver, vil han med ret stor sandsynligvis huske dem som urimeligt svære.

Så man må finde andre måder at give en person en fornemmelse af self-efficacy på, uden at vedkommende behøver at kunne huske at have løst lignende opgaver selv. Ved at se en anden person løse den samme slags opgave, kan personen få en fornemmelse af self-efficacy. Dette kalder Bandura for en rollemodel.

Det er ikke alle der kan fungere som god rollemodel. En rollemodel er en person man kan identificere sig med, sådan at man kan tænke “når hun kan løse den opgave, så kan jeg også.” Derfor har det været meget udbredt at bruge klassekammerater som rollemodeller. Men det kan meget nemt gøres forkert og ende med at have den modsatte effekt. Hvis man vælger at den klogeste elev i klassen skal være rollemodel for dem der har det fagligt svært, så vil de sjældent opfatte den dygtigste elevs præstation som en indikation af hvad de selv er i stand til – “ja, selvfølgelig kan hun løse opgaven, men hun er jo også genial.”

Og i tilfælde som det ovennævnte vil eleven formentlig være meget uvillig til at møde sine klassekammerater, sidde sammen med dem og lægge mærke til hvordan de gør. Han er måske heller ikke længere på fagligt niveau med sine klassekammerater.

Hvis han også er meget perfektionistisk, vil nok ikke være villig til at se på dem som rollemodeller og vil ikke nødvendigvis opfatte klassekammeraternes opgaveløsning som tilstrækkelig perfekt til at give en indikation om hvorvidt han selv kan løse sine egne opgaver både godt nok og uden for store anstrengelser.

I undervisningen bruger lærere faktisk altid sig selv som en slags rollemodeller når de demonstrerer en opgave på tavlen. De løser opgaven i et overskueligt tempo og taler samtidig højt om hvad hvert skridt i opgaveløsningen er, sådan at eleverne kan se at de selv ville kunne gøre det samme.

Som lærer eller pædagog kan man bruge sig selv som rollemodel i en eneundervisning ved at vise drengen hvordan man løser en bestemt slags opgaver. Det vil også være vigtigt at eleven kan identificere sig med den voksne som fagligt nogenlunde ligeværdig med ham selv. Så en voksen der ikke er faglærer og selv er nødt til at løse opgaverne i et adstadigt tempo kan være et godt bud.

En anden måde at give en eleven fornemmelsen af self-efficacy på er med en specifik form for opmuntringer. Man bør ikke henvise til man kan lide eleven, tror på ham, synes han er intelligent, har store forventninger til ham eller tror at han kan klare hvad som helst. Den slags opmuntringer er for abstrakte, generelle og subjektive.

I stedet bør man kun komme med opmuntring når der ligger en konkret opgave foran eleven, altid henvise til specifikke eksempler på at han tidligere har løst lignende opgaver (og nævne at den aktuelle opgave blot er en lille smule sværere) samt lægge vægt på at det kræver lidt indsats at løse opgaven.

Generelt vil en person have nemmere ved at opleve self-efficacy, hvis han har erfaret at det er indsatsen – og ikke evner eller intelligens – der er afgørende.

Efter min vurdering er det bedste bud at man tålmodigt skal løse et stort antal opgaver, uden at stille krav om at eleven skal bidrage til løsningen. Han skal have lov til at sidde og holde øje med fremgangsmåden indtil han får fornemmelsen af at det kunne han også have gjort.

Derefter er det sandsynligt at han ikke vil kunne afholde sig at komme med et par kommentarer om hvad løsningen er, hvis den voksne ellers løser opgaverne så langsomt at eleven kan nå at gøre det samme i hovedet.

Senere endnu kan den voksne eksempelvis foreslå at de begge kan løse den samme opgave hver for sig, for derefter at sammenligne deres resultater. Og måske vil eleven på et tidspunkt synes det er sjovt at konkurrere om hvem der kan løse opgaverne hurtigst.

***

Som afslutning er værd lige at påpege at der selvfølgelig ofte flere og andre årsager til ringe motivation, modvillighed og skolefravær, og at de ovennævnte metoder ikke vil være anvendelige eller tilstrækkelige i alle situationer.

Referencer:

Badura, Albert (1977). Self-efficacy: Toward a unifying theory of behavioral change. Psychological Review, 84(2), 191-215.

Hattie, John & Gregory Yates (2014). Visible Learning and the Science of How We Learn (kapitel 24). London: Routledge.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s