Psykologiens forhold til samfundet | Del 2: Psykologien, samfundet og de psykologiske professioner

Dette er anden del af min besvarelse af et spørgsmål, som jeg engang blev stillet til en skriftlig eksamen. Læs den første del hvor jeg diskuterede nogle individualistiske filosofiske teorier om psyken, her.

Man kan spørge, om individualiseringen af den vestlige verden virkelig bare blev “tænkt” frem af de filosoffer jeg skrev om i første del af denne serie. For at besvare det spørgsmål vil jeg tage udgangspunkt i Jeroen Jansz’s (2004: 18ff) skitse af psykologiens historie, som jeg også anvendte en del i første oplæg. Her fremgår det at individualiseringen startede blandt samfundets rigeste og først sent nåede helt “ned” til det arbejdende folk. Det kan rimeligvis tages som en indikation af at individualiseringen var og er samfundsøkonomisk betinget. Eksempelvis voksede borgerskabet sig stort og magtfuldt i storbyernes centrummer omkring det 19. århundrede, hvor dets medlemmer arbejdede som blandt andet administratorer og private erhvervsdrivende. Samtidig tabte aristokratiet og præsteskabet megen magt, og liberalismens ideer om individuelle rettigheder og pligter vandt indpas i det politiske liv. Filosoffen og sociologen Herbert Spencer havde her stor indflydelse på udformningen af sådanne ideer, idet han beskrev menneskelivet som præget af konkurrence mellem individer hvortil nogle var bedre egnede end andre. Endvidere voksede interessen for at kortlægge individuelle forskelle i mentale kapaciteter, og disse blev opfattet som forklaringen på folks relative succes i samfunds- og erhvervslivet. Frenologien er et tidligt, populært – og i dag fuldstændig miskrediteret – eksempel på udviklingen af videnskabelige teorier om individuelle forskelle. Disciplinens ophavsmand, lægen Franz Joseph Gall, mente at det var muligt at aflæse en persons personlighed og evner på formen af vedkommendes kranium. Det kan have været middelklassens praktiske og økonomiske forhold – dens private erhvervsdrift blandt andet – der gjorde teorier og filosofier om individuelle forskelle og den enkeltes ret til denne livsform særligt relevante for middelklassens selvforståelse.

Individualiseringen af de vestlige samfund er måske nok gået hånd i hånd med den økonomiske og industrielle udvikling – som netop beskrevet – men grundlæggelsen og fremvæksten af psykologiens professioner fandt først sted mod slutningen af den nævnte periode og senere. (Som nævnt i første del dateres psykologiens grundlæggelse som regel til år 1879.) Dermed er spørgsmålet om der nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem de to. Inden psykologiens fremvækst – men samtidig med den beskrevne individualisering og samfundsmæssige udvikling – blev de områder der var underlagt statslig overvågning og kontrol, udvidet til at omfatte blandt andet uddannelse, fattighjælp, indespærring af sindssyge, anbringelse af forældreløse børn og ungdomsforbrydere. Endvidere blev det i stigende grad tilstræbt at forvalte disse praksisser på videnskabelig vis (ibid.: 24ff), og i den øvre middelklasses øjne har dette måske været ensbetydende med vurdering af det enkelte individs sind.

Fra omkring det 19. århundredes sidste årti og frem blev psykologien under alle omstændigheder anvendt på stadig flere praktiske, samfundsmæssige problemer. Eksempelvis udvikledes flere tilgange til identificering eller diagnosticering af børn med indlæringsvanskeligheder, hvoraf Lightner Witmers psykologiske klinik på Pennsylvania Universitet og Alfred Binets og Théodore Simons intelligenstest – den første af sin slags – rimeligvis kan siges at være de mest afgørende tidlige udviklinger (ibid.: 32f). Senere udvikledes også tests blandt andet til udvælgelse af værnepligtige til militæret og til personaleudvælgelse hos virksomheder (Brun & Knudsen, 2006: 48ff). Og til dels på grund af en mangel på terapeutisk kvalificerede læger kom psykologer også til at varetage den terapeutiske behandling af krigsveteraner efter 2. verdenskrig (Jansz, 2004: 38f). Disse historiske nedslag antyder altså at psykologiens fremvækst har været en følge af de vestlige samfunds praktiske problemstillinger, hvor individualiseringen måske snarere har udgjort forudgående filosofiske eller ideologiske betingelser end noget, psykologiens fremvækst er gået hånd i hånd med.

Dermed bliver det et interessant kontrafaktisk spørgsmål om de beskrevne samfundsmæssige problemstillinger samt psykologiens teorier og metoder havde været nogle andre, hvis den vestlige verden havde været mindre individualistisk. Man kan argumentere at intelligenstestning – for eksempel – kun i ringe grad ville have givet mening i lyset af en gennemført sociokulturel psykologi. I dette mindre indflydelsesrige perspektiv forstås forskelle mellem såvel børns præstationer i skolen som deres testresultater først og fremmest som udtryk for (sub)kulturelle forskelle i børnenes “kognitive etikette” – som Karsten Hundeide (2004: 211ff) betegner det – det vil sige; tillærte vanemæssige måder at tænke på, der i varierende grad passer til skolekulturens normer for fornuftig tænkning og opgaveløsning. Mere konkret er tanken at børn fra bogligt orienterede familier som regel er særligt godt forberedte på at arbejde på den påkrævede måde med de i undervisningen stillede opgaver, at fortolke og diskutere diverse emner samt at gennemskue selv de mest drilske af lærerens trickspørgsmål. Pointen er at der i dette lys ikke ser ud til at være nogen mulighed for at udvikle tests hvor resultaterne ikke afhænger af børns kognitive etikette.

Steinar Kvale (2003: 579ff) har på en noget speciel måde ført Jansz’s form for historieskrivning op til nutidens såkaldt postmoderne samfund. Han har anvendt tre forskellige typer af bygninger samt de dertil hørende kulturelle praksisser – kirken, fabrikken og storcentret – som metaforer til at beskrive hvordan psykologien har udviklet nye teorier og praksisser, der har afspejlet de vestlige samfunds forandringer. Metaforerne dækker ikke historiske perioder der afløser hinanden, men beskriver tilkomsten af nye ideer, uden at andre nødvendigvis går bort. Ifølge Kvale er nutidens psykologi dermed at forstå som en postmoderne kollage af teorier og terapier der klarer sig på det frie markeds vilkår (ibid.: 595ff). Som eksempel på metaforerne kan nævnes at Kvale drager en sammenligning mellem – på den ene side – psykologiens tidlige laboratorieeksperimenter samt behaviorismens bortreduktion af mentale fænomener og beskrivelse af adfærd som en mekanisk og meningsløs respons på stimuli – og på den anden – situationen i fabrikken, hvor industriarbejderen har afgrænsede og ensformige produktionsopgaver, hvor blandt andet Frederick W. Taylors Scientific Management-tænkning drejede sig om effektivisering af arbejderen gennem detaljerede undersøgelser og design af dennes opgaver (ibid.: 585ff).

Man kan så spørge om dette er et eksempel på at psykologiens fremvækst er gået hånd i hånd med individualiseringen – sådan som mit eksamensspørgsmål lød. Arbejderne stod ganske rigtigt isoleret langs samlebåndet, og både behaviorismen og Scientific Management forstod mennesket i isolation fra dets omverden, men disse så netop bort fra individualitet. Jeg vil mene at hvis psykologiens fremvækst skal være gået hånd i hånd med en egentlig individualisering af arbejderne i de vestlige samfund, så har det nok snarere været på en baggrund af den automatisering og outsourcing af produktionen, der har fundet sted omkring udviklingen af det senindustrielle samfund. Denne forandring kan siges at sætte arbejderne fri enten til at opnå middelklassestatus gennem uddannelse til vidensarbejde eller til at miste sit job og “falde helt igennem” – alt afhængig af formodede individuelle forskelle i intelligens og personlig motivation naturligvis!

Som en sidebemærkning foreslår Kvale en mulig fjerde metafor – højhuset – for psykologiens upersonlige og bureaukratiske testindustri (ibid.: 593). Efter min vurdering bør den metafor måske i højere grad stå for en lige så upersonlig diagnostisk og evidensbaseret psykiatri, der benytter sig af manualiserede psykoterapier og medicinsk behandling, og som udgør et led i en oprydning i psykologiens “postmoderne kollage.”

Også Svend Brinkmann har beskæftiget sig med psykologiens historie. Han lægger i særdeleshed vægt på at psykologiens genstandsfelt – det psykiske – i sig selv er historisk, således at samfundsmæssige forandringer kan frembringe nye subjektivitetsformer (Brinkmann 2008: 86ff). I overgangen fra industrisamfund til forbrugs- og overflodssamfund ændres en række krav til mennesket, der dermed bliver nødt til at agere på nye måder. Brinkmann beskriver psykologiens forståelses- og interventionsformer som foucaultske “selvteknologier” som det enkelte menneske kan bruge på sig selv for at udvikle sig i overensstemmelse med samfundets krav. Hvor et af de grundlæggende problemer i industrisamfundet bestod i at dæmme op for uopnåelige ønsker om status og luksus, har forbrugersamfundet derimod brug for en befolkning der efterspørger alle tænkelige produkter og hellere vil låne til forbrug end sparre op til alderdommen. Dermed bliver en af psykologiens opgaver i forbrugersamfundet at hjælpe folk med at “opdage” deres indre, autentiske – og selvfølgelig individuelle – lyster og behov samt at helbrede mangel på lyst og energi (ibid.: 98ff).

Sammenfattende kan det siges, der er visse ligheder mellem moderne individualistiske forestillinger om psyken som et stykke mental mekanik, der findes inde i hovedet, på den ene side og nogle ældre filosofiske ideer på den anden. Og sandsynligvis er der en direkte sammenhæng mellem psykologiens og filosofiens historier. Disse ideer lægger op til en bestemt forestilling om hvad psykologiske interventionsformer er. Psykologiens fremvækst i de vestlige samfund er nok ikke kun gået hånd i hånd med individualiseringen af disse, men også med andre praktiske, økonomiske og samfundsmæssige forhold, som individualiseringen i sig selv kan ses som en afspejling af. Og psykologien kan på sin side ses som en refleksion af individualiseringen og af samfundsmæssige forhold, samt af de videnskabelige idealer der givetvis har legitimeret psykologers profession.

Referenceliste:

Brinkmann, S. (2008). Changing psychologies in the transition from industrial society to consumer society. History of the Human Sciences, 21(2), (85-110).

Brun, B. & Knudsen, P. (2006). Psykologisk undersøgelsesmetodik – En basisbog (2. ed.). Virum: Dansk psykologisk Forlag.

Hundeide, K. (2004). Børns livsverden og sociokulturelle rammer. Michelsen, J. (Transl.) København: Akademisk Forlag.

Jansz, J. (2004). Psychology and society: an overview. In J. Jansz & P. van Drunen (Eds.), A social history of psychology (pp. 12-44). Oxford: Blackwell.

Kvale, S. (2003). The Church, the Factory and the Market: Scenarios for Psychology in a Postmoderen Age. Theory & Psychology, 13(1), (579-603).

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s