Psykologiens forhold til samfundet | Del 1: Psykologiens historie og dens filosofiske forhistorie

Dette er det første af to opslag, der tilsammen udgør en renskrevet og let revideret udgave af min besvarelse af et eksamensspørgsmål, som jeg engang blev stillet til en skriftlig prøve da jeg studerede psykologi. Jeg har valgt at offentliggøre den her, fordi jeg synes, at det stillede spørgsmål er interessant og morsomt at søge svar på. Den primære forelæser på kurset var i øvrigt Svend Brinkmann, der siden da har fået en del opmærksomhed i den offentlige debat.

Spørgsmålet, der skulle diskuteres i eksamenen, var, om det er rimeligt at mene – som nogle historikere gør – at psykologiens og i særdeleshed den psykologisk-praktiske professions fremvækst i den vestlige verdens samfund har gået hånd i hånd med en individualisering af disse. Første del af min besvarelse beskriver psykologiens videnskabshistorie og nogle af dens filosofiske forudsætninger.

“Psykologiens fremvækst” forstår jeg her ikke så meget som en udbredelse af psykologfaglige termer i dagligsproget og folks selvforståelser – om end denne tendens også er interessant i sig selv – men mere som en stigning i anvendelsen af psykologiske interventionsformer i det offentlige og private. Hvad der skal forstås ved “gået hånd i hånd,” er jeg mindre sikker på, så det vil jeg overveje løbende.

Jeroen Jansz er en af de historikere, der ser psykologiens fremvækst som forbundet med individualiseringen af de vestlige samfund. Og med “individualisering” mener han en udvikling mod mere individualistisk levevis, udbredt interesse for individuelle forskelle og opmærksomhed på en indre verden af tanker og følelser. Af denne grund mener han ikke, at det er rimeligt at fortælle psykologiens historie som en historie om gode videnskabelige ideer, der uden sammenhæng med samfundsmæssige forhold bliver afløst af endnu bedre ideer – sådan som psykologihistorikere ifølge ham ellers ofte gør (Jansz, 2004: 12f).

Den traditionelle historieskrivning vil måske starte med Wilhelm Wundts laboratorium ved universitetet i Leipzig i 1879 og derefter bl.a. nævne Hermann Ebbinghaus’s, Emil Kraepelins og Sigmund Freuds respektive bedrifter (ibid.). Den kan derefter fortsætte til at fejre behavioristernes eliminering af tvivlsomme psykoanalytiske ideer og andet tankespind. Og historikere af kognitionspsykologisk observans kan tænkes at hæfte sig ved Noam Chomskys kritik af behavioristisk sprogerhvervelsesteori, hvormed han indledte den kognitive revolution (Matlin, 2005: 3ff). I vore dage, hvor psykologien er under pres fra hjernevidenskaberne og et stadig mere “biologiseret” menneskesyn (Tanggaard & Brinkmann, 2007: 11f), kan det tænkes, at evolutionspsykologiske historiefortællere vil fokusere på, hvordan Charles Darwins gode ideer endelig bliver taget seriøst af en ellers længe modvillig psykologi (Tooby & Cosmides, 2005: 7ff), mens andre vil glæde sig over kortlægningen af diverse hjerneområders funktioner og udviklingen af nye hjernescanningsmetoder (Gazzaniga, Ivry & Mangun, 2008: 4ff, 152ff).

Disse nedslag er alle eksempler på en form for historieskrivning, der ikke ser psykologiens udvikling i sammenhæng med samfundsmæssige forhold, men nogle af dem er bestemt reelle videnskabelige fremskridt. Et andet fællestræk ved dem er, at de ikke beskriver de professionspraktiske arbejdsopgaver, som psykologer har haft sideløbende med den videnskabelige psykologis fremskridt (og gåen i ring).

Begge disse træk kan være udtryk for, at forfatterne til den omtalte psykologihistoriske genre antager et bestemt begreb om forholdet mellem psykologisk teori og praksis – det Steinar Kvale (2007: 70) kaldte ingeniørmodellen. Dette begreb indebærer, at forskning forstås som udvikling af generelle teorier om psyken og dens eventuelle sygdomme og defekter, samt at sådanne teorier overføres og anvendes i praksis – på en måde, der svarer til den måde, ingeniører (nogle gange) anvender deres viden om naturvidenskabelige love i tekniske øjemed.

Ingeniørmodellen har sine historiske forudsætninger i oplysningstiden og det mekanistiske verdensbillede, som Galileo Galilei og Isaac Newton var med til at grundlægge. Disse fysikkens første store succeser skærpede tilliden til den individuelle fornuft (Jansz, 2004: 16f). René Descartes’ filosofi betonede netop fornuften som det særlige ved mennesket, og den opfattelse havde stor indflydelse på oplysningstidens menneskesyn. Denne forståelse indebærer – som ingeniørmodellen – at mennesket kan anvende teorier i praksis på en rationel og ligefrem måde. Det var imidlertid David Hume, der formulerede det måske mest indflydelsesrige begreb om psyken som ideer, der på mekanisk vis kan påvirke hinanden uden nogen sjæl eller selv til at være bevidst om dem (Brinkmann, 2009: 30). Denne forestilling implicerer, at psyken kan bearbejdes med ingeniørlignende teknikker.

Hume kan altså siges at være ophavsmand til forestillingen om, at psykologen kan forholde sig til psyken, som ingeniøren forholder sig til sit arbejdes genstand. Og der er – som måske bekendt for læseren – skrevet hele bøger om de hindringer, Descartes skal have lagt i vejen for denne “indsigt”! Som Rom Harré (2002: 81f) har påpeget, er det bare ikke nogen ny, videnskabelig opdagelse, at psyken er et stykke fysisk mekanik, men en begrebslig antagelse. Thomas Hobbes’ filosofi er et eksempel – fra Descartes’ samtid – på en forståelse af tanker og følelser som “vibrationer” i det materie, hjernen er lavet af. Med denne tænkning rykkede det mentale ind i hovedet på det enkelte menneske, hvor mange psykologer lige siden har antaget, at det befinder sig den dag i dag.

Her afsluttes første del af denne miniserie om psykologiens forhold til samfundet. Anden og sidste del af serien kommer i højere grad til at handle om erhvervsmæssige og økonomiske forhold i samfundet.

Referenceliste:

Brinkmann, S. (2009). Psyken – mellem synapser og samfund. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Gazzaniga, M.S., Ivy, R.B., & Mangun, G.R. (2008). Cognitive Neuroscience: The Biology of the Mind (3. ed.). New York, NY: W.W. Norton & Company.

Harré, R. (2002). Cognitive Science: A Philosophical Introduction. London: Sage Publications.

Jansz, J. (2004). Psychology and society: an overview. In J. Jansz & P. van Drunen (Eds.), A social history of psychology (pp. 12-44). Oxford: Blackwell.

Kvale, S. (2007). Professionspraksis som erkendelse – om dilemmaer i terapeutisk forskning. In S. Brinkmann & L. Tanggaard (Eds.), Psykologi: Forskning og profession (pp. 69-95). København: Hans Reitzels Forlag.

Matlin, M.W. (2005). Cognition (6. ed.). Hoboken, NJ: John Wiley & Sons, Inc.

Tanggaard, L. & Brinkmann, S. (2007). Introduktion til et spændingsfelt. In S. Brinkmann & L. Tanggaard (Eds.), Psykologi: Forskning og profession (pp. 11-18). København: Hans Reitzels Forlag.

Tooby, J. & Cosmides, L. (2005). Conceptual Foundations of Evolutionary Psychology. In D.M. Buss (Ed.), The Handbook of Evolutionary Psychology (pp. 5-67). Hoboken, NJ: John Willy & Sons, Inc.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s